Æble-aroniasyltetøj
Syltetøj kogt på æble, aroniabær og vanilje. Dette syltetøj smager helt fantastisk med en sød og dyb aroma. Brug det fx på ost, vafler, pandekager eller gem det til jul og brug det som alternativ til kirsebærsovs på risalamande (og nej, risalamande er ikke mad uden stivelse, men lige juleaften gør jeg en undtagelse).
Vi har en aroniabusk i haven. Magnus fik den med hjem fra en skoleudflugt til en planteskole en gang i 4–5 klasse. Aronia er en flot frodig busk, og særligt i efteråret er den fin med blade i efterårets rødgule farver. Det er længe siden vi fik aroniabusken – han går i 2G nu – men busken er endelig langt om længe begyndt at give aroniabær i lidt større mængder.
Jeg har været lidt i tvivl om, hvad de skal bruges til, for jeg synes, aronia har en lidt bitter, tør smag, selv når de er helt modne. Løsningen er at koge dem, for så skifter de helt karakter, og smagen bliver sød og dyb. Her har jeg kogt aroniabær sammen med æbler til en æble-aroniasyltetæj.
Denne syltetøj er ret sød. Jeg bryder mig nemlig ikke at tilsætte konserveringsmiddel til mit syltetøj. Når man koger syltetøj med lige dele frugt og sukker, kan syltetøjet holde i årevis i det uåbnede glas, selv om det ikke opbevares i køleskab. Du kan godt bruge mindre sukker, men så skal syltetøjet opbevares på køl og spises hurtigt. Læs mere her om at sylte uden e‑numre, og hvordan man rengør glas til syltetøj.
Jeg kan godt lide at bruge æble i mine syltetøjer. Har man et eller flere æbletræer i haven, har man ofte for mange æbler, og syltetøj er en god måde at få dem brugt. En anden fordel ved æbler er, at de indeholder en del pektin og derved får syltøjet til at blive tykkere. Og så tilføjer de god smag. Faktisk kan man lave en hel genial æblemarmelade.
Jeg tilføjede to tomme vaniljestænger, da jeg kogte min syltetøj. Hver gang jeg har skrabet kornene ud af en stang vanilje, kommer jeg dem i et glas med sukker, jeg har stående i min bageskuffe. Her holder de sig fint, til jeg får brug for dem. Som en sidegevinst får man det lækreste vaniljesukker.
Æble-aroniasyltetøj
Equipment
- 3 Glas med låg
Ingredienser
- 250 g æble svarede til 3 nedfaldsæbler, hvor jeg måtte skære lidt fra
- 250 g aroniabær
- 500 g sukker
- 2 tomme vaniljestænger har du ikke det, kan du selvfølgelig også putte fx en halv ubrugt vaniljestang i
Sådan gør du
- Æblerne skylles og skæres i ultratynde både og dernæst på den anden led, så det giver ganske små stykker.
- Aroniabær skylles og puttes i en gryde sammen med æblestykkerne, vaniljestænger og sukker. Koges forsigtigt op til frugten begynder at væske. Nu kan du godt skrue op til kraftig varme. Det handler om at få kogt væsken ud af syltetøjet.
- Hæld syltetøjet på de skoldede glas og sæt låget på med det samme.