Hindbærsyltetøj i mikroovn
![Hindbærsyltetøj med stikkelsbær kogt i mikroovn](https://www.avocadoen.dk/wp-content/uploads/2024/07/hindbaermarmelade_1000x667.jpg)
Her får du opskriften på virkelig dejlig hindbærsyltetøj, som kan laves i mikroovn. Vil du hellere koge syltetøjet (eller marmeladen) på normal vis, kan du sagtens det. Men jeg synes, at syltetøj bliver supergodt, når det koges i mikroovnen, og det er hurtigt. Jeg har en hel samling af opskrifter på syltetøj i mikrovn.
Jeg har tilsat stikkelsbær til hindbærsyltetøjet. Stikkelsbær kan sagtens erstattes af flere hindbær, men stikkelsbærrene fremhæver hindbærsmagen på allerbedste vis. Desuden er der meget pektin i stikkelsbær – især dem, der er knap modne – så de hjælper med at stive hindbærsyltetøjet. Jeg nipper ikke stikkelsbær, med mindre der er kommet meget stilk med. De visne blomster bemærker man ikke i syltetøjet.
Jeg tilsætter 1/2 stang vanilje, hvor jeg har brugt kornene, for det er rigeligt med vaniljesmag i en brugt vaniljestang til en lille portion syltetøj. Der sidder altid vaniljekorn og smag tilbage, som man får ud, når vaniljestangen koges. De brugte vaniljestænger opbevarer jeg i et glas med sukker, til jeg skal bruge dem. Det er win win, for så har man altid vaniljesukker på lager.
Hindbærsyltetøj i mikroovn
Equipment
- Mikroovn
Ingredienser
- 50 g hindbær
- 50 stikkelsbær kan erstattes af hindbær
- 50 sukker 100 g, hvis det skal være langtidsholdbart
- ½ vaniljestang brugt
Sådan gør du
- Put sukker i en skål eller et kogeægte glas, der tåler mikroovn.
- Skær stikkelsbær fint og put i skålen.
- Put hindbær og vanilje i skålen.
- Kog i to minutter ved fuld effekt.
- Kog 5 minutter ved lav effekt.
- Husk at røre flere gange undervejs. Især i starten.
Tak fordi du kigger forbi her på Avocadoen ❤️. Hvis du kan lide opskriften, må du meget gerne anmelde den nederst på siden ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ .
Du finder også Avocadoen på Facebook, Instagram, Pinterest og YouTube. Har du lyst, kan du tilmelde dig Avocadoens nyhedsbrev 🥑. Jeg sender en mail med opskrifter ca. en gang om måneden.
Tips til at koge syltetøj og marmelade i mikroovn:
Man skal bruge en skål eller et glas, som tåler kogning, fx et sylteglas eller henkogningsglas. Det er smart at bruge et glas med låg. Så kan man bare kan sætte låg på glasset og putte det i køleskab efter afkøling. På den måde sparer man opvask.
Sæt glasset i mikroovnen og kog ved fuld effekt (min mikroovn er på 900 W) i 2 minutter, til syltetøjet er kommet i kog. Rør rundt efter det første minut. Pas på – glasset bliver meget varmt. Jeg lader det stå i mikroovnen, når jeg rører rundt. Vær meget forsigtig, når du tager glasset ud af mikroovnen.
Nu koges syltetøjet færdigt ved lav effekt, ca 180 W, til det har en passende konsistens. Det tager ca. 5 minutter. Se her, hvordan du bedømmer, om syltetøjet er færdigt. Mikroovne er forskellige, så hold øje med syltetøjet og juster mikroovnens effekt, hvis syltetøjet enten går af kog eller koger for vildt. Rør rundt ca. hver minut i starten til sukkeret er opløst. Fremgangsmåden for solbær, stikkelsbær og ribs er lidt anderledes. Følg opskriften på solbærsyltetøj, hvis du ønsker at koge disse bær til syltetøj.
Opskriften er på 100 g frugt, men man kan godt koge op til 300–400 g frugt. Bruger du mere bær eller frugt, kan det bedre svare sig at koge syltetøjet i en gryde. Hvis du bruger mere frugt, skal sukkermængden også øges, så der altid er mindst halvt så meget sukker som frugt.
I modsætning til, når man koger i gryde, skal kogetiden forlænges, når man koger i mikroovn. Hvis du fx laver en portion med 150 g frugt og 75 g sukker, skal du måske koge 3 minutter ved fuld effekt og 7 minutter ved lav effekt. Her må du prøve dig lidt frem. Syltetøjet skal boble over hele overfladen, før du skruer ned for effekten.
Med disse små portioner, skal man fylde i små syltetøjsglas. Jeg bruger en lille sovseske til at få syltetøjet ned i glassene.
Se alle mine opskrifter på syltetøj og marmelade i mikroovn.
Holdbarhed og opbevaring af syltetøj og marmelade i mikroovn
Da der kun er halvt så meget sukker som frugt eller bær i denne opskrift, skal syltetøjet opbevares i køleskab og spises hurtigt. Det gør dog ikke så meget, da portionen er lille. I køleskab holder syltetøjet sig fint et par uger eller ligefrem måneder, hvis man er omhyggelig med hygiejnen.
Hvis man vil lave langtidsholdbart syltetøj, skal man bruge lige så meget sukker som frugt, når der ikke er tilsat konserveringsmidler. Her kan du læse mere om syltetøj og marmelade uden tilsætningsstoffer, og hvordan man rengør glas til syltetøj.