Marineret kyllingefilet i airfryer
![Marineret kyllingefilet tilberedt i airfryer](https://www.avocadoen.dk/wp-content/uploads/2024/07/marineret_kylling_i_airfryer_1000x667_.jpg)
Det er virkelig smart at lave marineret kyllingefilet i airfryer. Kyllingefilet – eller kyllingeinderfilet, som jeg har brugt her – bliver lækker og mør i airfryer. Og så er det meget hurtigt at tilberede kylling i airfryer.
Kyllingeinderfileter som disse, der er ret små, skal bare have 12 minutter i airfryer. Du kan også bruge kyllingebryster, som du skærer i strimler, før du lægger dem i marinaden. Hvis det er små kyllingestykker, skal du måske endda nøjes med at give dem 10 minutter.
Hurtig marineret kylling
Du får det bedste resultat, hvis kyllingen er marineret i forvejen. Denne marinade til kyllingefilet er hurtig at lave og kyllingen behøver ikke at trække så længe for at den bliver lækker og mør. Et kvarter er nok, men lad den gerne trække længere, hvis du har tid. Så det er faktisk hurtig mad, hvis man bruger kyllingeinderfilet, der ikke skal skæres ud først.
Jeg har brugt kebab-inspirerede krydderier til at marinere kyllingen i. Det giver en slags kyllingekebab. Spis kyllingen som kebab fx med tzatziki, haydari eller avocadodip og hjemmelavede tortillas.
Marineret kylling i airfryer
Equipment
- Airfryer
Ingredienser
- 600 g kyllingefilet
Marinade:
- ½ dl olivenolie
- 1 spsk. soya
- 1 tsk. spidskommen
- 1 tsk. koriander
- 2 tsk paprika
- 1 knsp. kanel
- 1 knsp. chiliflager
- 1 tsk. hvidløgspulver
- 2 tsk. citronsaft
- Salt og peber
Sådan gør du
- Bland ingredienserne til marinaden og vend kyllingen deri. Hvis du bruger kyllingebryster, så skær dem i mindre strimler først.
- Mariner kyllingen så længe, du har tid til. Minimum et kvarter, men gerne længere.
- Læg kyllingestykkerne i et lag i airfryerskuffen. Giv først kyllingen 7 minutter ved 200 grader, og vend derefter kyllingefileterne om. Giv dem fem minutter mere og vurder, om de er færdige. Airfryers er forskellige – sørg altid for, at din kylling er gennemstegt.
Tak fordi du kigger forbi her på Avocadoen ❤️. Hvis du kan lide opskriften, må du meget gerne anmelde den nederst på siden ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ .
Du finder også Avocadoen på Facebook, Instagram, Pinterest og YouTube. Har du lyst, kan du tilmelde dig Avocadoens nyhedsbrev 🥑. Jeg sender en mail med opskrifter ca. en gang om måneden.
![](https://www.avocadoen.dk/wp-content/uploads/2024/07/marineret_kyllingefilet_i_airfryer_1000x1500-683x1024.png)