Cherimoya-sorbet – is af cherimoya, lime og sukker

Cherimoya-sorbet minder mig så meget om kæmpelæske både i smag og konsistens. Du ved, den hvide sodavandsis, der smager af lemonade. Sorbet af cherimoya og lime har den samme lækre søde og let syrlige balance og en smeltende blød cremethed.
Cherimoya er en eksotisk frugt, der i sig selv er meget sød og cremet. Frugten er derfor virkelig god i sorbet. Cherimoya-lime-sorbet er nok min yndlingsopskrift med cherimoya, men alle opskrifter med cherimoya er meget lækre, søde og cremede. Eneste hage er, at det tager lidt tid at befri den for dens kerner. Men det er altså alt besværet værd. Cherimoya smager vildt godt.
Jeg køber cherimoyaer hos en online frugthandler, da de ikke fås i de supermarkeder, hvor jeg handler. Forhåbentlig bliver den snart mere almindelig i Danmark, for jeg synes, den er så lækker. Hvis du har fået fat i cherimoya-frugter, kan jeg ud over denne sorbetis også anbefale smoothie med cherimoya og appelsin eller eksotisk chiagrød med kokosmælk og chiamoya. Jeg har samlet alle de lækre opskrifter med cherimoya her.
Opskrift på cremet vegansk is
Denne opskrift på cherimoya-sorbet er vegansk. Sorbet er som udgangspunk uden mælk eller fløde, men ofte tilsættes æggehvide til sorbet. Det har jeg undladt her, da cherimoya er så cremet i sig selv. Glem også alt om glukosesirup. Isen bliver helt god uden. Denne sorbet består altså blot af 3 ingredienser: cherimoya, lime og sukker. Intet andet. Ingen tilsætningsstoffer.
Det er ret nemt at lave sorbet. Man starter med at koge en sukkerlage. Her har jeg lavet lagen lidt mindre sød, end man traditionelt gør, da cherimoya er så sød i sig selv. Når lagen er kølet af, blandes den med blendet cherimoya og limesaft. Og så er isen klar til at blive frosset.
Hvordan laver man sorbet uden ismaskine?
Har du en ismaskine, smider du selvfølgelig isen i den. Men man kan sagtens lave sorbet uden ismaskine, så den bliver blød og lækker. Brug en gaffel til at skrabe isen af kanterne og bunden og piske ismassen sammen. Jeg rører i isen 1–2 gange i timen, til den er fast. Det tager ikke lang tid, men kræver tålmodighed, og at man bliver hjemme ved fryseren i 5–8 timer. Jeg plejer at sætte et ur, så jeg ikke glemmer at røre i isen.
Det tager ca. 8 timer (afhængigt af beholderen), før sorbeten er så frossen, at den kan spises. Her er den stadig blød og smelter hurtigt. Vil man have den mere fast, så den kan kugles, må man fryse endnu længere tid. Er den blevet helt frossen, kan det være en god idé at tage den ud af fryseren lidt før, man skal spise den.
Cherimoya-sorbet – is af cherimoya, lime og sukker
Ingredienser
- 2 dl vand
- 150 g sukker
- 400 g cherimoya ca. 3 cherimoyaer
- 8 spsk limesaft ca 4 lime
Sådan gør du
- Kog vand og sukker sammen til sukkeret er opløst.
- Lad sukkerlagen køle af i køleskabet.
- Imens befris frugtkødet af cherimoyaerne.
- Læg en cherimoya på den flade side og skær skrællen af.
- Tilsidst skæres skrællen af bunden.
- Skær frugten i skiver og læg frugtkødet i en dyb tallerken.
- Mos med en gammel og sørg for at fjerne alle de sorte kerner.
- Blend cherimoya med saften fra lime og bland sukkerlagen i.
- Hæld i en flad beholder med låg, og sæt i fryseren.
- Rør i ismassen 1–2 gange i timen de første 3–4 timer. Sørg for at skrabe ismassen af kanter og bund og pisk det ind i ismasen.
- Frys minumum 8 timer.
- Hvis sorbeten er helt frossen, så husk at tage den ud af fryseren nogle minutter, før du skal bruge den.
Tak fordi du kigger forbi her på Avocadoen ❤️. Hvis du har prøvet opskriften, må du meget gerne dele dine erfaringer nederst på siden ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ .
Du finder også Avocadoen på Facebook, Instagram, Pinterest og YouTube, og du må endelig kigge forbi der også. Har du lyst, kan du tilmelde dig Avocadoens nyhedsbrev 🥑. Jeg sender en mail med opskrifter ca. en gang om måneden.
