Æggesalat med avocado og ærter

Her får du opskriften på en grøn udgave af æggesalat med avocado, ærter purløg og karry. Æggesalat er en klassiker til påske, men vi spiser nu æggesalat året rundt til både frokost og brunch.
Opskriften stammer fra min barndom, hvor vi af en eller anden grund kaldte æggesalat for æggetjøms. Jeg har været i tvivl, om der var grund til at dele en opskrift på æggesalat. De findes jo allerede derude. Men sidste gang vi fik æggesalat sagde en af mine store drenge (som vel at mærke er ret glad for protein og spiser meget æg): “Mor, det her er altså verdens bedste æggesalat”. Opskriften kunne jo ikke få bedre anbefalinger, om den så fik fem stjerner her på bloggen. Så nu deler jeg opskriften på “æggetjøms” – forhåbentlig synes du også, det er verdens bedste.

Sådan piller du æg nemt – uden at skallen sidder fast
Der findes så mange tricks til nemt at kunne pille skallen af kogte æg. De fleste af dem virker ikke, eller de foreslår, at man skal putte underlige ingredienser i kogevandet. Dette er det mest simple trick til nemt at få skallen af æg – og det bedste. Det virker næsten hver gang:
- Når æggene er færdigkogte hældes vandet fra, og de overhældes med koldt vand i gryden.
- Hæld vandet fra med det samme og fyld gryden med koldt vand igen.
- Lad æggene ligge i gryden i nogle minutter til vandet er lunkent.
- Skyld hvert enkelt æg under koldt vand lige inden du piller det. Resten af æggene skal blive liggende i det kogende vand, til du piller dem.
På helt friske æg sidder skallen bedre fast. Friske æg er derfor være sværere at pille end lidt ældre æg. Får du et æg, hvor skallen sidder fast på trods af, at du har fulgt ovenstående metode, må du glemme ærgrelsen og i stedet glæde dig over, at du står med et helt frisk æg.
Få mild og god karrysmag
Æggesalat bliver bedst med mayonnaise i dressingen. Ud over at bruge frisk karry, er det mit bedste tip til en god karrydressing. Den fede mayonnaise fremhæver karry- og sennepsmagen, så dressingen bliver mild og rig på smagsnuancer. Hvis man bruger et magert produkt som skyr – og det har jeg prøvet – bliver smagen meget mere skarp. Jeg har skruet lidt ned for sennep og karry, for ikke at overdøve avocadoen. Du kan godt doble op på både karry og sennep, hvis du vil have den fulde karrysmag. Giv også æggesalaten et godt drys friskkværnet peber. Det har den godt af.
Æggesalaten er ikke kun lækker på brød eller brøderstatninger som avoacobrød eller ostebrød. Jeg spiser den nu lige så ofte som en hverdagsfrokost med grøn salat eller spidskål i bunden. Så kunne jeg godt finde på at lave lidt ekstra af dressingen (men jeg er også en sovse-søber).
Salat med avocado
Da der er avocado i denne æggesalat, skal den spises den, lige når den er lavet. Originalt var der hverken avocado eller ærter i æggesalaten, og begge dele kan sagtens undlades for en helt traditionel æggesalat. I så fald ville jeg beregne 1/2 æg ekstra pr. person. Men det smager nu godt med den cremede avocado og de søde ærter. Og så synes jeg, det er en nem måde at snige flere grøntsager ind i maden, hvis man sørger for at putter lidt grønt i i hist og pist.
Synes du også, at avocado er lækker i salat, har jeg flere gode opskrifter på salat med avocado: brasiliansk salat med dobbelt avocado, spidskålssalat med feta og avocado (den salat jeg altid lige laver) og avocadosalat med limedressing.
Æggesalat med avocado og ærter
Ingredienser
Dressing
- 4 spsk mayonnaise
- ½ tsk sennep evt. det dobbelt.
- ½ spsk karry evt. det dobbelte.
- 2 tsk lage fra sure agurker
- 40 g sure agurker fint hakket ca. 8 skiver
- 1 bundt Purløg finthakket eller klippet
- Friskkværnet peber
- Salt
Salat
- 4 æg hårdkogte. Tilsæt 1/2 æg mere pr. person, hvis du laver salaten uden avocado og ærter.
- 2 avocado i små tern (kan undlades)
- 100 g optøede fine ærter – eller friskpillede hvis det er sæson (kan undlades)
Sådan gør du
- Hvis ærterne er frosne, så overhæld dem med koldt vand og lad dem stå. Skift vandet et par gange, til ærterne er tøet op.
- Rør dressingen sammen.
- Kog æggene. Når de er færdigkogte, overhældes de med koldt vand i gryden. Hæld vandet fra med det samme og fyld gryden med koldt vand igen. Lad æggene ligge i gryden i nogle minutter til vandet er lunkent. Skyl hvert enkelt æg under koldt vand lige inden du piller det.
- Skær æggene i små tern. Har du en æggedeler, så brug den til at dele æggene på to leder.
- Skær avocaoden i små tern.
- Bland det hele sammen med dressingen.
Andre ideer til frokost
Tak fordi du kigger forbi her på Avocadoen ❤️. Hvis du har prøvet opskriften, må du meget gerne dele dine erfaringer nederst på siden ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ .
Du finder også Avocadoen på Facebook, Instagram, Pinterest og YouTube, og du må endelig kigge forbi der også. Har du lyst, kan du tilmelde dig Avocadoens nyhedsbrev 🥑. Jeg sender en mail med opskrifter ca. en gang om måneden.
