Nem appelsinmarmelade – hurtig opskrift i mikroovn

Appelsinmarmelade kan laves meget nemt og hurtigt i mikroovn, hvis man hakker appelsinerne fint, inden man koger dem. Dette kom som en overraskelse for mig, da min – ellers fine opskrift på appelsinmarmelade – tager flere dage at lave. Jeg har altid følt, det var lidt af et projekt. Denne hurtige appelsinmarmelade er meget nem at gå til.
Her har jeg lavet marmelade af røde appelsiner (blodappelsiner), men fremgangsmåden er helt den samme med almindelige appelsiner. Og hvis man vil lave en hurtig citrusmarmelade af citroner eller limequat for den sags skyld. Man kan også blande forskellige slags citrusfrugt. Det vigtigste er at vælge økologiske citrusfrugter, når man bruger skallen.
Opsksriften her er angivet med 100 g appelsin, men det behøver ikke at være helt nøjagtigt. Du vejer bare samme mængde sukker af som appelsin, så hvis appelsinen fx vejer 120 g, vejer du også 120 g sukker af. Du skal blot huske, at kogetiden skal forlænges i mikroovnen, jo større portion man koger. Hvis du laver dobbelt portion, skal du måske koge et par minutter mere på høj effekt. Hvis du vil koge mere end 400 g appelsin, synes jeg ikke det kan svare sig at bruge mikroovnen. Kog så syltetøjet i en gryde i stedet for.
Appelsinmarmelade er dejlig på et stykke ristet brød med smør – det er jo nærmest det, orangemarmelade er skabt til. Men prøv lige at putte den i denne karamelliserede mandel-appelsinkage. Der udretter den næsten mirakler!
Appelsinmarmelade – hurtig opskrift i mikroovn
Equipment
- Minihakker
- Mikroovn
Ingredienser
- 100 g appelsin økologisk. Passer ca. med 1 appelsin.
- 100 g sukker
- 2–4 spsk. vand
- 1 stump vaniljestang (kan undlades)
Sådan gør du
- Skær appelsinen i skiver og pil eventuelle sten ud.
- Bend appelsinen til den er finthakket.
- Hæld appelsinmassen over i en skål, der tåler mikroovn, og som du kan tage ved uden at brænde dig. Vælg en skål, der er så stor, at der også er plads til at tilsætte sukker senere.
- Tilsæt vanilje og et par spiseskefulde vand – den præcise mængde afhænger af, hvor saftige appelsinerne er. Appelsinmassen skal lige akkurat være dækket af vand.
- Sæt i mikroovnen og kør ved fuld effekt ca. 2 minutter til massen koger. Rør rundt undervejs. Ved større mængder skal du forlænge kogetiden.
- Skru mikroovnen ned til lav effekt (200–300w) og kog videre i 5 minutter. Hold øje med, at det ikke går af kog eller koger for vildt. Tilsæt lidt mere vand, hvis massen bliver tør.
- Tilsæt sukker.
- Kog i 2 minutter ved fuld effekt.
- Skru ned og kog videre i 5 minutter ved lav effekt. Husk at røre undervejs. Sukkeret skal være helt opløst.
- Fisk vaniljestangen op og hæld marmeladen på et skoldet glas.
Tak fordi du kigger forbi her på Avocadoen ❤️. Hvis du har prøvet opskriften, må du meget gerne dele dine erfaringer nederst på siden ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ .
Du finder også Avocadoen på Facebook, Instagram, Pinterest og YouTube, og du må endelig kigge forbi der også. Har du lyst, kan du tilmelde dig Avocadoens nyhedsbrev 🥑. Jeg sender en mail med opskrifter ca. en gang om måneden.
Se andre opskrifter på syltetøj og marmelade
