Avocadocreme
Denne avocadocreme er lækker til både kylling, laks og som dip til grøntsagsstave eller fritter. Den er nem at tilberede og smager supergodt. Vi laver derfor ret ofte avocadocreme – eller avocadodip, som vi også ofte bruger den til.
Der er ikke frisk hvidløg i denne avocadocreme, som der ofte er i guacamole, og det gør den mere mild. Avocadoen kommer derfor mere til sin ret. Til gengæld kan man tilsætte lidt tamari, hvilket giver ekstra umami til dippen. Du kan sagtens lave avocadocremen uden tamari, men det løfter den altså til nye højder.
Avocadocremen passer til alle slags kylling, prøv fx til marineret kylling i airfryer, kylling i italiensk marinade eller sommerfuglekylling i ovn. Du kan også bruge avocadocremen på brasiliansk salat med saltmandler.
Det er vigtigt at bruge modne avokadoer til denne avocadodip. Ellers kan den ikke blendes til creme, og smagen bliver kedelig, hvis avocadoerne er for umodne. Husk at avocadocremen først skal laves i sidste øjeblik, så den har sin flotte grønne farve, når den serveres. Avocadocremen kan ikke gemmes, så lav kun så meget, som I kan nå at spise med det samme.
Avocadocreme
Equipment
- Stavblender
Ingredienser
- 2 avocado
- ¼ tsk hvidløgspulver
- ¼ tsk løgpulver
- ¼ tsk paprika
- 1 knsp. cayennepeber
- ½ tsk dild
- salt og peber
- 2 spsk A38 eller creme fraiche
- 1 squiz citron (kan undlades)
- 1 tsk. tamari (kan undlades)
Sådan gør du
- Put alle ingredienserne i et blenderglas og blend til massen har den ønskede konsistens. Er avocadoerne tilpas modne, kan den sagtens også moses med en gaffel.
- Smag til med salt og peber.
Tak fordi du kigger forbi her på Avocadoen 🥑. Husk at du også kan besøge Avocadoen på Facebook, Instagram, Pinterest og YouTube ❤️. Du kan også tilmelde dig Avocadoens nyhedsbrev.