Avocadosalat med limedressing

Der er en lille smule 80’er-nostalgi over denne avocadosalat med limedressing. Jeg tror, det er kombinationen af mayonnaise, lime og sriracha, der giver en lidt thousand island-agtig vibe. Men dressingen er langt mere spicy og syrlig end en Thousand Island dressing. Så lad os sige Thai møder 80’erne.
Salaten består af avocado, agurk, mango og spidskål, og chili-limedressingen er det, der får den til at skille sig ud. Det er en ret simpel dressing af få ingredienser, men den bliver meget lækker og balancerer godt med den cremede avocado og søde mango.
Sriracha er en chilisovs, men jeg synes ikke, at selve dressingen bliver meget stærk, når sriracha
blandes med mayonnaise. Er man ikke til stærk mad, kan man nøjes med den halve mængde chilisovs. Det samme gælder lime. Det er en ret syrlig dressing, og er man bange for, at det bliver for syrligt, kan man starte med en halv mængde limesaft og så smage til undervejs. Jeg synes godt, der må være drøn på både syrlighed og chili, når dressingen skal op mod avocado og mango.
Jeg har også testet dressingen med andre chilisovser som tabasco, men jeg synes altså, at sriracha gør sig bedst i dressingen,
Tilføj æg, og du har en flot påskesalat til frokostbordet

Denne salat kan bruges som tilbehør til en hovedret, men den er også god som en frokostsalat, hvis man topper med hårdkogt æg. Avocadosalat med æg kunne også være en rigtig flot salat til påske.
Avocadosalat
Ingredienser
- ½ spidskål
- ½ agurk
- 2 små avocadoer eller 1 stor
- 1 mango kan erstattes af papaya eller melon
Dressing
- 5 spiseskefulde mayonnaise
- 1 lime (saften)
- 2 tsk sriracha
- Salt og peber
Pynt
- Purløg
Sådan gør du
- Bland dressingen.
- Snit spidskålen fint og læg det i et fad.
- Skær agurken i tern og læg i et lag over spidskålen.
- Skær avocado i tern og fordel ud over salaten.
- Hæld dressing ud over salaten.
- Pynt med klippet purløg og server straks.
Noter
Tak fordi du kigger forbi her på Avocadoen ❤️. Hvis du har prøvet opskriften, må du meget gerne dele dine erfaringer nederst på siden ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ .
Du finder også Avocadoen på Facebook, Instagram, Pinterest og YouTube, og du må endelig kigge forbi der også. Har du lyst, kan du tilmelde dig Avocadoens nyhedsbrev 🥑. Jeg sender en mail med opskrifter ca. en gang om måneden.