Chiamisu – sund tiramisu
Kan du lide den italienske dessert tiramisu, kan du sikkert også lide denne chiamisu. Chiamisu er en sund dessert – en sund version af tiramisu. Lav den, hvis du er lækkersulten, men stadig gerne vil spise sundt. Du får en lækker dessert af sunde ingredienser, helt uden sukker.
Chiamisu er lavet af chiagrød med græsk yoghurt, espresso, kakaopulver og kakaonibs. Når jeg laver den som en sund dessert, er den ikke meget sød, men den smager dejligt og ikke for stærkt af kaffe. Jeg bruger et dobbelt espressoshot, men man kan sagtens bruge instant kaffe i stedet. Og man kan selvfølgelig også bruge mindre stærk kaffe. Men uanset hvad, er Chiamisu ganske sikkert ikke for børn eller andre, der ikke bryder sig om kaffe.
Kakaonibs er knuste kakaobønner, og de er let bitre som rent kakaopulver også er. Men de smager godt af kakao og er sprøde og knasende og rigtig gode på chiagrøden. Kakaonibs er ret fiberholdige, så sammen med chiafrø gør de lige denne dessert en tak sundere og mere mættende.
Jeg forsøder chiagrøden med moden banan og blåbær. Man kan også spise den uden, men den har godt af sødmen fra banen og syrligheden fra blåbær. Jeg synes, den er sød nok, som den er. Hvis du mener, den mangler lidt, kan du tilsætte 1 tsk. sødning pr. person, når du blander chiagrøden, fx sukker, flydende honning eller ahornsirup.
Chiamisu er så sund, at jeg spiser den som morgenmad. Chiagrøden forberedes dagen før. Om morgenen putter jeg frugt i og drysser med kakaopulver og kakaonibs. Det tager ikke lang tid at lave denne morgenmad, den smager dejligt og mætter godt.
Chiamisu – sund tiramisu af chiagrød med kaffe
Ingredienser
Chiagrød
- 4 spsk chiafrø
- ¼ tsk vaniljepulver*
- 2 espressoshots 60 ml kan erstattes af 2 tsk. instant kaffe rørt op i 2 spsk. vand.
- 1½ dl mælk
- 150 g græsk yoghurt jeg bruger 10%
Pynt
- ½ tsk. usødet kakaopulver*
- 2 tsk. kakaonibs* + lidt til toppen
- ½ banan
- 1 håndfuld blåbær
Sådan gør du
Chiagrød
- Lad kaffen køle af.
- Pisk ingredienserne til chiagrøden sammen og stil i køleskabet i mindst 4 timer.
Samling
- Læg fint skåret banan og blåbær i bunden af et glas eller skål.
- Drys kakaonibs ovenpå.
- Fyld op med chiagrød.
- Drys med kakao.
- Top med resten af bananen, blåbær og flere kakaonibs.
Video
- Tjek at kakaopulver, kakaonibs og vanilje er glutenfrit for en glutenfri chiamisu.
Andre sunde desserter og snacks
Tak fordi du kigger forbi her på Avocadoen ❤️. Hvis du kan lide opskriften, må du meget gerne anmelde den nederst på siden ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ .
Du finder også Avocadoen på Facebook, Instagram, Pinterest og YouTube. Har du lyst, kan du tilmelde dig Avocadoens nyhedsbrev 🥑. Jeg sender en mail med opskrifter ca. en gang om måneden.