Fransk mormorsalat
![Fransk mormorsalat med krydderurter og vinaigrette](https://www.avocadoen.dk/wp-content/uploads/2024/06/fransk_mormorsalat_1000x667.jpg)
Som den danske udgave er fransk mormorsalat meget simpel. Min mormor lavede den af hovedsalat og vinaigrette og friske krydderurter. Krydderurterne dyrkede hun i sin have, så de havde masser af smag. Du skal bruge denne opskrift på vinaigrette.
Denne salat er en delikatesse i al sin enkelthed. De grønne salatblade er sprøde og søde i smagen og puttes direkte i salatskålen. Hvis bladene er store, kan man forsigtigt brække dem i mindre stykker, men salaten skal endelig ikke snittes, da bladene er skrøbelige. Der skal intet andet i salaten. Ingen tomater, agurker, nødder, frugter – ja ikke en gang avocado – hører til i min franske mormorsalat.
Fransk mormorsalat
Ingredienser
- 1 Salathoved 2 hvis de er små
- Vinaigrette (se link)
Sådan gør du
- Skyl salat og krydderurter grundigt.
- Hak krydderurterne.
- Bland krydderurter og salat i skålen. Riv de største salatblade i mindre stykker.
- Hæld vinaigretten over lige inden servering – eller stil salat og dressing på bordet hver for sig.
Video
Noter
Salatbladene skal skylles og tørres grundigt for at vinaigretten kan hænge ved
Salaten skal skylles grundigt, da der kan sidde en del jord mellem salatbladene. Dernæst skal den dryppes helt af, så der ikke er vand tilbage. Min mormor rystede salaten med hænderne hen over vasken, men man kan også bruge en salatslynge. Salaten skal være så tør som muligt, uden at man gør skade på de sarte blade.
Hvis der er vand på salatbladene, kan vinaigretten ikke binde sig til salaten og ender med at ligge i bunden af salatskålen i en vandet suppe. Så bliver det en kedelig omgang. Salatbladene skal søbe i vinaigrette og overhældes med krydderurter. Jo flere, jo bedre, og gerne forskellige slags. Dild, persille, purløg og estragon er gode. Man kan kan også bruge lidt løvstikke, hvis man har det i haven. Min mor bruger koriander, når hun serverer salaten til asiatisk inspirerede retter.
Grøn salat med vinaigrette skal laves i sidste øjeblik
Ofte lavede min mormor vinaigretten direkte i salatskålen og vendte forsigtigt rundt. Det var en skål af træ med tilhørende salatbestik i træ. Skålen måtte endelig ikke få sulfo, så den blev vasket i virkelig varmt vand. Hun kunne også godt lave en større portion vinaigrette til flere dage, som hun hældte over salaten i skålen, men altid først i sidste øjeblik, når alle var klar til at spise salat.
Når først, man har hældt vinaigretten over salaten, går der nemlig ikke lang tid, før bladene bliver slatne. Mormorsalat skal serveres med det samme, så man skal endelig kun lave så meget, som man kan spise. Er man i tvivl om mængderne, er det bedre at sætte salat og vinaigrette på bordet hver for sig, og så kan salatbladene til nød godt overleve til næste dag.
Min mormor serverede den grønne salat som en slags mellemret efter hovedretten og før osten, som også var fast på menuen. Var der dessert, fik vi den til allersidst. Hjemme hos mig spiser vi salaten til maden. Men vi kan godt finde på at sætte skåle på bordet til, så salaten ikke bliver blandet med resten af maden.
![](https://www.avocadoen.dk/wp-content/uploads/2024/06/fransk_mormorsalat_1000x1500-683x1024.jpg)
Tak fordi du kigger forbi her på Avocadoen ❤️. Hvis du kan lide opskriften, må du meget gerne anmelde den nederst på siden ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ .
Du finder også Avocadoen på Facebook, Instagram, Pinterest og YouTube. Har du lyst, kan du tilmelde dig Avocadoens nyhedsbrev 🥑. Jeg sender en mail med opskrifter ca. en gang om måneden.