Knækbrød – opskrift uden mel og æg
Her får du den bedste opskrift på hjemmelavede knækbrød uden mel og æg. Du får også 5 fif til, hvordan du kan få dine hjemmelavede knækbrød pæne, tynde og sprøde, selv om du ikke bruger mel og æg i dejen.
Da dejen er uden mel eller korn, er knækbrødene glutenfri og stort set fri for stivelse. Da dejen også er uden æg, er knækbrødene også veganske. Udfordringen er at få sådan en dej uden mel og æg til at hænge sammen. Her har jeg samlet de erfaringer, jeg har gjort mig, så du slipper for at begå de fejl, jeg lavede, da jeg startede med at bage knækbrød uden mel og æg:
5 tricks til flotte, sprøde knækbrød uden mel og æg:
- Bland salt og bagepulver med mandelmelet, så det bliver jævnt fordelt i dejen.
- Hak frø og kerner groft i minihakkeren. Det gør det nemmere at skære knækbrødene i pæne lige stykker.
- Hiv bagepapiret ud på køkkenbordet og tegn omkredsen af bagepladen med en blyant, så du kan rulle dejen helt ud til kanten (vend blyantsiden nedad, så du ikke får blyant i dine knækbrød).
- Læg film over dejen, når du ruller den ud, så du kan se, hvad du laver og rulle helt ud til kanten.
- Brug gerne en dejspore til at skære ud i lige store stykker.
Brød uden gluten og stivelse
Brød uden stivelse er en udfordring, da mel, gryn og kerner består af store mængder stivelse. Majsmel er topscorer med et indhold af stivelse på 87%, men hvedemel indeholder også meget stivelse, nemlig 55% (kilde: Frida fødevaredata).
Det er derfor også virkelig svært at bage noget, der minder om brød uden stivelse. Knækbrød er her den gode undtagelse. Denne knækbrødsopskrift giver superlækre knækbrød fulde af fibre. Frø og nødder har nemlig et ret højt indhold af fiber, især chiafrø og hørfrø. Du behøver ikke at hænge dig i den præcise fordeling mellem frø og kerner. Jeg har angivet min favoritmængde af hver slags frø og kerner, men det er ikke så vigtigt. Mangler du en slags frø, kan de sagtens erstattes af nogle af de andre slags frø – dog skal du sørge for, at der tilsammen er 1 ½ dl chiafrø/hørfrø.
Knækbrødene er til gengæld ikke 100% fri for stivelse, da de forskellige frø indeholder en lille smule stivelse, men det er meget lidt.
Rul tyndt ud og få to plader knækbrød
Første gang man vil bage knækbrød, skal der købes en del forskellige frø og kerner. Det kan virke lidt overvældende, men sammenlignet med prisen, hvis man vil købe lige så lækkert knækbrød i butikkerne, er det meget billigere, da der er til flere omgange knækbrød.
Jeg ruller dejen tyndt ud, og det betyder, at der bliver til to plader knækbrød i denne opskrift. De kan bages på samme tid i varmluftovn ved ret lav varme (140 grader). Det tager en en times tid at få dem færdige på denne måde.
Knækbrødene smager virkelig godt, så de kan faktisk bruges som sunde snacks uden andet. Eller spis dem med pålæg. Prøv fx med denne tunsalat inspireret af Joe & the Juice eller dette karamelliserede æblesmørepålæg.
Og så lige et tip fra den gode Anne Bollerslev, som står bag lakridspassion.dk: Vil du prøve et lidt anderledes knækbrød, så tilsæt lidt lakridsrodspulver til dejen (jeg brugte 2 tsk. lakridspulver, da jeg ikke havde den rene vare). Knækbrødet bliver lidt sødere – og godt til ost.
Opskrift på knækbrød
Ingredienser
- 1 dl chiafrø
- ½ dl hørfrø
- 3 dl vand
- 1 ½ dl mandler
- 1 tsk bagepulver
- 1 tsk. salt
- 1 dl Solsikkekerner (fordelingen af frø og kerner er ikke så vigtig)
- ½ dl græskarkerner
- 1 dl sesamfrø
- ½ dl sorte birkes
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 140 grader varmluft.
- Hæld chiafrø og hørfrø i en stor skål og hæld vandet over. Sammen danner de i løbet af nogle minutter en slim, som binder resten af ingredienserne sammen. Det er også derfor helt unødvendigt at tilsætte æg.
- Imens køres mandlerne til mandelmel i en minihakker. Det skal være helt fint uden hele mandelstykker, da de vil gøre det svært at rulle dejen pænt ud på bagepladen senere.
- Bland mandelmelet med bagepulver og salt, og tilsæt blandingen til chia- og hørfrøblandingen. Bland det godt sammen med en dejskraber.
- Solsikkekerner og græskarkerner hakkes groft med en stor kniv eller ganske kort i minihakkeren, så de ikke bliver til mel. Dette for at det bliver nemmere at skære knækbrødene ud i pæne stykker.
- Fordel dejen på to plader med bagepapir.
- Har din bageplade kanter, så hiv bagepapiret med dejen ud på bordet. Inden kan du markere størrelsen på bagepladen med en blyant.
- Dejen dækkes nu med husholdningsfilm. Filmen gør det meget nemmere at rulle dejen tyndt ud med en kagerulle.
- Skær dejen i passende stykker, fx 5×8 cm, men det kan du gøre, som det passer dig.
- Fjern filmen og træk forsigtigt bagepapiret med dejen tilbage på bagepladen.
- Gentag med den anden halvdel af dejen.
- Bag de to plader med knækbrød i ovnen ved 140 grader varmluft til knækbrødene er blevet let gyldne. Det tager ca. en time.
Video
Noter
Nyeste opskrifter på bagværk uden mel
- Glutenfri osteboller med mandelmel – opskrift til airfryer og ovn
- Opskrift på glutenfri tortilla med mandelmel
- Islagkage med æbleis og marcipan
Tak fordi du kigger forbi her på Avocadoen ❤️. Hvis du kan lide opskriften, må du meget gerne anmelde den nederst på siden ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ .
Du finder også Avocadoen på Facebook, Instagram, Pinterest og YouTube. Har du lyst, kan du tilmelde dig Avocadoens nyhedsbrev 🥑. Jeg sender en mail med opskrifter ca. en gang om måneden.