Jordbærsyltetøj i mikroovn
![Jordbærsyltetøj med citron og vanilje](https://www.avocadoen.dk/wp-content/uploads/2024/04/jordbaersyltetoej.jpg)
Jordbærsyltetøj er nemt og meget hurtig at lave i mikroovn. Det er supersmart, hvis man har en lille smule jordbær tilovers, som ellers ville gå til spilde.
Syltetøj i mikroovn skal ikke koge så længe, og det betyder, at man bevarer den gode smag og vitaminer i jordbærrene. Der er meget væske i jordbær, så syltetøjet koger meget op i mikroovnen. Du skal derfor bruge et stort glas, og et glas som tåler kogning. Gerne et glas med låg. Så kan du komme syltetøjet direkte i køleskabet, når det er kølet af. Se flere opskrifter på syltetøj og marmelade i mikroovn.
Jordbær er et af de lækreste bær, og jordbærsyltetøj er efter min mening en af de bedste syltetøjer. Det er et af de bær, jeg glæder mig mest til kommer i sæson. Selv om de fleste friske jordbær har deres egen skønne syrlighed, kan jordbærsyltetøj godt blive meget sød. Så jeg synes, der skal tilsættes en syrlig ingrediens til jordbærsyltetøj for at balancere smagen. Det formål opfylder citron perfekt. Sammensætningen af jordbær og citron går simpelthen op i en højere enhed.
Derudover er jordbærsyltetøjet i denne opskrift krydret med vanilje. Vanilje er sammen med citron mit yndlingskrydderi i det søde køkken. Og så er jordbær og vanilje jo en helt klassisk kombination, fordi de to klæder hinanden så godt.
Jordbærsyltetøj med citron og vanilje er superlækkert på pandekager eller som topping på kokos-blomkålsgrød.
Jordbærsyltetøj i mikroovn
Equipment
- Glas som tåler kogning
- Mikroovn
Ingredienser
- 100 g Jordbær
- 50 g sukker 100 g, hvis syltetøjet skal være langtidsholdbart
- ½ citron saft og skal
- ½ Vaniljestang brugt
Sådan gør du
- Skær jordbærrene i meget små stykker.
- Put sukker i glasset, som du vil koge syltetøjet i og tilsæt dernæst vanilje, citronsaft- og skal og jordbærstykkerne. Undlad at røre. På den måde undgår du, at sukkerkrystallerne klistrer fast til kanten
- Sæt glasset i mikroovnen og kog ved fuld effekt (min mikroovn er på 900 W) i 2 minutter, til syltetøjet er kommet i kog. Rør rundt efter det første minut. Pas på – glasset bliver meget varmt. Jeg lader det stå i mikroovnen, når jeg rører rundt.
- Nu koges syltetøjet færdigt ved lav effekt, ca 180–350 W, til det har en passende konsistens. Det tager ca. 5 minutter. Hold øje med syltetøjet, mens det koger, og tag det ud og rør rundt ca. hver minut. Juster mikroovnens effekt, hvis det enten går af kog eller koger for vild.
- Fisk vaniljestangen op, og sæt låg på glasset.
Noter
Se nyeste opskrifter på syltetøj
Tak fordi du kigger forbi her på Avocadoen ❤️. Hvis du kan lide opskriften, må du meget gerne anmelde den nederst på siden ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ .
Du finder også Avocadoen på Facebook, Instagram, Pinterest og YouTube. Har du lyst, kan du tilmelde dig Avocadoens nyhedsbrev 🥑. Jeg sender en mail med opskrifter ca. en gang om måneden.
Tips til at koge syltetøj og marmelade i mikroovn:
Man skal bruge en skål eller et glas, som tåler kogning, fx et sylteglas eller henkogningsglas. Det er smart at bruge et glas med låg. Så kan man bare kan sætte låg på glasset og putte det i køleskab efter afkøling. På den måde sparer man opvask.
Sæt glasset i mikroovnen og kog ved fuld effekt (min mikroovn er på 900 W) i 2 minutter, til syltetøjet er kommet i kog. Rør rundt efter det første minut. Pas på – glasset bliver meget varmt. Jeg lader det stå i mikroovnen, når jeg rører rundt. Vær meget forsigtig, når du tager glasset ud af mikroovnen.
Nu koges syltetøjet færdigt ved lav effekt, ca 180 W, til det har en passende konsistens. Det tager ca. 5 minutter. Se her, hvordan du bedømmer, om syltetøjet er færdigt. Mikroovne er forskellige, så hold øje med syltetøjet og juster mikroovnens effekt, hvis syltetøjet enten går af kog eller koger for vildt. Rør rundt ca. hver minut i starten til sukkeret er opløst. Fremgangsmåden for solbær, stikkelsbær og ribs er lidt anderledes. Følg opskriften på solbærsyltetøj, hvis du ønsker at koge disse bær til syltetøj.
Opskriften er på 100 g frugt, men man kan godt koge op til 300–400 g frugt. Bruger du mere bær eller frugt, kan det bedre svare sig at koge syltetøjet i en gryde. Hvis du bruger mere frugt, skal sukkermængden også øges, så der altid er mindst halvt så meget sukker som frugt.
I modsætning til, når man koger i gryde, skal kogetiden forlænges, når man koger i mikroovn. Hvis du fx laver en portion med 150 g frugt og 75 g sukker, skal du måske koge 3 minutter ved fuld effekt og 7 minutter ved lav effekt. Her må du prøve dig lidt frem. Syltetøjet skal boble over hele overfladen, før du skruer ned for effekten.
Med disse små portioner, skal man fylde i små syltetøjsglas. Jeg bruger en lille sovseske til at få syltetøjet ned i glassene.
Se alle mine opskrifter på syltetøj og marmelade i mikroovn.
Holdbarhed og opbevaring af syltetøj og marmelade i mikroovn
Da der kun er halvt så meget sukker som frugt eller bær i denne opskrift, skal syltetøjet opbevares i køleskab og spises hurtigt. Det gør dog ikke så meget, da portionen er lille. I køleskab holder syltetøjet sig fint et par uger eller ligefrem måneder, hvis man er omhyggelig med hygiejnen.
Hvis man vil lave langtidsholdbart syltetøj, skal man bruge lige så meget sukker som frugt, når der ikke er tilsat konserveringsmidler. Her kan du læse mere om syltetøj og marmelade uden tilsætningsstoffer, og hvordan man rengør glas til syltetøj.
![Jorbærsyltetøj med citron](https://www.avocadoen.dk/wp-content/uploads/2024/04/jordbaer_syltetoej_citron_vanilje_1000x1500_300_.jpg)