Kokosmakronkage med æblecreme – uden mel og bagt i airfryer
Kokosmakronkage med æblecreme er en lagkage uden mel. Bundene til lagkagen er rørt sammen af blot tre ingredienser, nemlig æg, sukker og kokos og bliver lækre chewy i airfryer. Da kagen er uden mel, at den glutenfri og også uden stivelse. Cremen består af applecurd (som lemoncurd bare med æbler), der er rørt op med flødeskum. Æblecremen giver lige det rette syrlige modspil til de søde kokosbunde.
Kagen er nem og hurtig at lave, hvis man i forvejen har applecurd eller en anden form for fast æblesyltetøj. Applecurd giver en fastere creme, da der er lidt smør i, men tager længere tid at lave. Æblesyltetøj kan laves lynhurtigt i mikroovn. Du finder opskriften på begge dele her: karamelliseret applecurd i airfryer og æblesyltetøj i mikroovn.
Airfryeren er virkelig smart, når man gerne vil bage en lille kage. Faktisk har jeg bagt både kokosmakron-bundene og applecurd til æblecremen i airfryeren. Da min airfryer har to skuffer, passer det lige med, at jeg bager de to bunde til kagen i to små ildfast fade og sætter et fad i hver skuffe i airfryeren. Bundene kan også bages i ovnen. Så skal du sætte ovnen til 170 grader og give dem ca. 20 minutter.
Kagen lægges sammen og kan spises med det samme, men jeg synes også, den er lige så god – eller måske endda endnu bedre – efter en dag eller to i køleskabet.
Kokosmakronkage med æblecreme
Equipment
- Airfryer
- 2 ildfaste fade ca. 15x20 cm
Ingredienser
Bunde:
- 1 æg
- 100 g sukker
- 100 g kokos
Æblecreme:
- 300 g applecurd eller anden form for fast æblesyltetøj
- 2 dl piskefløde
Pynt
- Skovsyre eller frysetørrede hindbær
Sådan gør du
Bunde
- Pisk æg, sukker og vaniljekorn, til det er lyst og luftigt
- Vend kokosmel i.
- Læg bagepapir i to små ildfaste fade (ca. 15 x 20), og fordel dejen deri.
- Bag i 14 minutter ved 160 grader i airfryer.
- Lad bundene blive liggende ca. 5 minutter i airfryeren, før du tager dem ud og forsigtigt trækker papiret af.
Æblecreme
- Pisk fløden til flødeskum.
- Vend lidt flødeskum i applecurd og bland derefter dette i resten af flødeskummet.
Samling
- Læg en kokosbund på det fad, du vil bruge, og smør med ca. 1/3 æblecreme.
- Læg den anden bund ovenpå og fordel resten af cremen over toppen og siderne.
- Pynt fx med skovsyre.
Tak fordi du kigger forbi her på Avocadoen 🥑. Husk at du også kan besøge Avocadoen på Facebook, Instagram, Pinterest og YouTube ❤️. Du kan også tilmelde dig Avocadoens nyhedsbrev.