Hjemmelavet koldskål med ymer og limequat

Denne koldskål får sin cremede, luftige konsistens fra ymer og sin syrlighed fra kærnemælk og limequat. Limequat er en citrusfrugt, som minder om citron, men den er lidt mere bittersød i smagen. Du kan sagtens erstatte saften fra limequat med citronsaft. Så får du blot en mere traditionel koldskål.
Med ymer i koldskålen, synes jeg slet ikke, at det er nødvendigt at putte æg i. Når ymeren piskes sammen med kærnemælk og citrussaft, får den en let og lækker luftig konsistens.
For mig er koldskål ikke aftensmad, men dessert. Til gengæld er det en dessert, man hurtigt kan piske sammen på en hverdagsaften. Vi får det typisk en dag, hvor der måske står rester på menuen, og vi måske ikke er sikre på, at der er helt nok.
Det kan godt svare sig at lave sin koldskål selv. Hjemmelavet koldskål smager så meget bedre, end det man køber, synes jeg. Når man selv blander det, kan man jo vælge lige akkurat hvor sødt eller syrligt, man vil have det. Så smag på det og tilsæt mere sukker eller citrussaft efter smag.
Måske kunne du også tænke dig at prøve min lysegrønne avocadokoldskål. Den er superlækker og frisk.
Hjemmelavet koldskål med ymer og limequat
Equipment
- Håndmixer eller piskeris
- Airfryer (eller ovn eller pande)
- Minihakker
Ingredienser
Koldskål
- ½ l kærnemælk
- ½ l ymer
- 1 vaniljestang kornene derfra
- 1 limequat saften derfra
- 6 spsk. sukker
Mandelknas
- 100 g mandler
- 2 tsk. honning
- 1 tsk. vanilje
- 1 knsp. salt
Sådan gør du
- Pisk ingredienserne til koldskålen sammen.
- Hak mandlerne groft.
- Rist dem i airfryer 8 min ved 150 grader (jeg bruger et program, der hedder bake).
- Ryst mandlerne undervejs.
- Tag 1/4 af mandlerne fra (ca. 25 g) og kør dem til groft mandelmel i en minihakker. (dette trin kan undlades)
- De resterende mandler forbliver i airfryeren og blandes med honning, vaniljepulver og salt.
- Rist videre i 5 min ved 150 grader
- Rør i blandingen undervejs.
- Bland de honningristede mandler med mandelmelet. (spring over, hvis du sprang over trin 5).
- Pynt med små fine skiver af limequat. De kan spises hele.
Tak fordi du kigger forbi her på Avocadoen ❤️. Hvis du har prøvet opskriften, må du meget gerne dele dine erfaringer nederst på siden ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ .
Du finder også Avocadoen på Facebook, Instagram, Pinterest og YouTube, og du må endelig kigge forbi der også. Har du lyst, kan du tilmelde dig Avocadoens nyhedsbrev 🥑. Jeg sender en mail med opskrifter ca. en gang om måneden.
