Minikokosmakroner med hvid chokolade – opskrift i ovn og airfryer
![Minikokosmakroner med hvid chokolade og krymmel](https://www.avocadoen.dk/wp-content/uploads/2024/11/minikokosmakroner-hvid-chokolade_1200x800.jpg)
Lækre minikokosmakroner, der er sprøde uden på og karamelliserede indeni. Det er måske mere præcist at kalde disse små kager for konfektkager, da de de små kokosmakroner er så søde og let chewy – og ikke mindst er overtrukket med hvid chokolade.
Jeg har eksperimenteret meget længe for at komme frem til en opskrift på kokosmakroner til både airfryer og ovn. Det lykkedes desværre ikke, så herunder får du to varianter – en til aifryer og en til ovn.
Opskriften på kokosmakroner i ovn skal blandes over vandbad og giver saftige kokosmakroner med en fin jævn lyserbrun farve. Du kan sagtens servere dem som de er uden at overtrække dem med chokolade, da de er fine i sig selv.
Opskriften på kokosmakroner i airfryer giver lette og luftige kokosmakroner – en slags kyskager med kokos. Æg og sukker piskes i 5 minutter, før kokosmel vendes i. Da de bliver så luftige, skal man kun bruge halvt så meget dej til samme antal makroner.
Du kan sagtens vælge at bruge mørk chokolade i stedet hvid chokolade. Men jeg synes nu, at hvid chokolade, kokos og vanilje passer så godt sammen. Vælger du hvid chokolade, så kan jeg anbefale at drysse med hindbærstøv. Put lidt frysetørret hindbær i en pose og brug en kagerulle eller kødhammer til at slå hindbærstykkerne til at pulverisere hindbærstykkerne. Får du chokolade tilovers, kan du bruge det til knas på vejen (rocky road-konfekt).
De små kokostoppe er jo altså i ministørrelse, hvilket gør dem velegnede til et kagebord eller kagetapas. Jeg bruger en måleteske til at sætte dem på bagepladen. De ser meget små ud, inden de er bagt, men de hæver lidt op under bagningen.
![Små kokosmakroner med hvid chokolade og hindbærstøv.](https://www.avocadoen.dk/wp-content/uploads/2024/11/minikokosmakroner-med-hvid-chokolade-og-hinbaerstoev_1200x800.jpg)
Forskellige fremgangsmåder til at bage kokosmakroner
Nogle gange får man de flotteste kokosmakroner, der beholder formen under bagningen. Andre gange flyder kokosmakronerne ud, så man knap nok kan se toppen. Det er faktisk ikke lykkedes mig at finde den stensikre metode til at undgå, at kokosmakroner flyder ud. Men herunder beskriver jeg mine erfaringer, og hvordan jeg bedst undgår flade kokosmakroner:
- De flotteste, bedst og mest chewy kokosmakroner: Smelt dejen sammen over vandbad. Dvs. du hænger en skål, der tåler varme, over lidt vand i en gryde (uden at skålen rører vandet), og varmer forsigtigt massen op til den hænger sammen. Dette giver flotte saftige kokosmakroner. Disse kokosmakroner bliver bedst i ovn. De kan godt bages i airfryer, men de bliver ikke helt så pæne og jævne.
- De lette og luftige kokosmakroner: Du pisker sukker og æggehvider ca. 5 minutter. Denne version minder om en slags kyskager med kokos. Med denne opskrift undgår du bedst, at kokosmakronerne flyder ud. Det er derfor også denne, der egner sig bedst til airfryer. Disse kan godt bages i ovn, men jeg synes, de bliver mere saftige i airfryer.
- Den nemmeste metode, hvor du undgår at få æggeblommer til overs: Du erstatter de to æggehvider med et helt æg, springer vandbadet over og blander ingredienserne (uden at piske) – og krydser fingre for, at kokosmakronerne ikke flyder ud. Det kan gå godt, men det kan også gå galt. Hvis det sker, så forlig dig med flade kokosmakroner – smagen fejler ikke noget. Men de bliver mere som småkager og mindre chewy.
Er du på udkig efter en opskrift uden æg, så har jeg også denne opskrift på kokostoppe med kondenseret mælk, som faktisk også kan laves i airfryer. Er du vild med kokos, så se Avocadoens andre opskrifter med kokos.
De små kager kan fx pyntes med krymmel, tørret hindbær eller lakridsrodspulver. Her kan du vælge efter smag og anledning. De smager også supergodt uden chokolade. Hvis du undlader chokolade er minikokosmakroner billige kager.
Minikokosmakroner med hvid chokolade
Ingredienser
Minikokosmakroner opskrift i ovn
- 100 g sukker
- 100 g kokos
- ½ tsk. Vanilje*
- 2 æggehvider
Minikokosmakroner opskrift i Airfryer
- 1 æggehvide
- 50 g sukker
- ¼ tsk vaniljepulver
- 50 g kokos
Forslag til pynt
- 120 g hvid chokolade
- Krymmel*
- Hyldeblomster
- Tørret hindbær
- Lakridsrodspulver
- Guld- eller sølvstøv*
- Finthakkede nødder
Sådan gør du
Opskrift i ovn
- Tænd ovnen på 190 grader almindelig ovn.
- Bland de tørre ingredienser i en skål og tilsæt æggehviden.
- Varm forsigtigt dejen op over vandbad, blot indtil ingredienserne er smeltet sammen. Massen skal ikke blive for varm .
- Brug en måleteske til at sætte minikugler på en bageplade med bagepapir. De ser ret små ud nu, men de hæver lidt under bagningen.
- Form små toppe med lidt vand på fingrene.
- Bag toppene 10 minutter ved 190 grader.
Opskrift i airfryer
- Pisk æggehvide, sukker og vanilje i 5 minutter.
- Vend kokosmelet i.
- Brug en måleteske til at sætte minikugler på et stykke bagepapir i airfryerskuffen. Form små toppe med lidt vand på fingrene.
- Bag 10–11 minutter i airfryer ved 160 grader (bundene skal være svagt lysebrune).
- Lad de små kokosmakroner køle helt af, før du forsøger at løsne dem fra bagepapiret. Hvis de fortsat klistrer fast, er det fordi, de er bagt for lidt i bunden.
Pynt
- Hak den hvide chokolade og smelt den over vandbad.
- Dyp toppene i chokoladen og drys krymmel over med det samme.
Tak fordi du kigger forbi her på Avocadoen 🥑. Husk at du også kan besøge Avocadoen på Facebook, Instagram, Pinterest og YouTube ❤️. Du kan også tilmelde dig Avocadoens nyhedsbrev.
Ofte stillede spørgsmål til opskriften på minikokosmakroner
Kokosmel kan også hedde revet kokos og groft kokosmel – du kan sagtens bruge begge dele. Du kan ikke bruge kokosfibermel – det er noget andet.
Jeg synes, det er nemmest med lidt vand på fingrene. Så klistrer dejen ikke.
Den opskrift på kokosmakroner bliver bedst, når de bliver bagt i ovn. De kan godt bages i airfryer, men de bliver ikke helt så pæne. Hvis du vil bage dem i airfryer, så giv kokosmakronerne 9 minutter ved 160 grader.
Jeg synes, de bliver bedst airfryer, men du kan godt bage dem i ovn. I så fald skal de have ca. 12 minutter ved 175 grader.
Jeg synes, det er nemmest i vandbad. Se her hvordan man smelter chokolade i vandbad.
Kokosmakroner bliver nærmest kun bedre af en tur fryseren, og det gælder også disse små kokostoppe. Men vent med at putte chokolade på til bagefter. De er ikke hårde, når de kommer ud af fryseren, så de kan faktisk spises med det samme, selv om de er frosne. De er derfor gode at have i fryseren, til hvis man skulle få uventede gæster, eller hvis man pludselig skulle få en uimodståelig trang til kage eller sødt.
*Hvis kagerne skal være glutenfri, så husk at sørge for, at dit krymmel eller vaniljepulver er glutenfrit.
![](https://www.avocadoen.dk/wp-content/uploads/2024/11/minikokosmakroner-med-hvid-chokolade_800x1200.jpg)