Om avocadoen.dk
Avocadoen er en madblog med opskrifter på god mad af gode råvarer, som gør dig godt.
Hvem står bag avocadoen.dk?
Jeg hedder Susanne, og det er mig, der står bag opskrifterne på avocadoen.dk. Til dagligt arbejder jeg som kommunikationsspecialist.
Jeg har lavet mad lige fra jeg var barn, og mad har altid været en vigtig del af mit liv. Som barn havde jeg en fast ugentlig maddag, hvor jeg stod i køkkenet med enten min mor eller far. Jeg elsker god mad, og måltiderne har altid været vigtige i den familie jeg voksede op i, og senere hen som voksen i et travlt hverdagsliv med fire børn. Som jeg selv havde, har mine børn en fast ugentlig maddag. Her skal de selv vælge menuen og deltage i at lave aftensmaden (og oprydning bagefter). Nogle gange gider de ikke, og så er det knap så hyggeligt. Men for det meste er det en hyggelig tid sammen i en travl hverdag. Med tiden, når børnene bliver ældre, bidrager de mere og mere til madlavningen. Men lige fra starten kan de bidrage ved at skulle vælge, hvad der skal på menuen. Senere hen begynder de selv at finde og finde på nye opskrifter og bringer på den måde nye retter ind i familien. Det er fantastisk!
Mit mål har været at åbne mine børns øjne for glæden og de mange fordele der er ved selv at lave lækker mad. Jeg håber, det giver dem en god ballast og en basisviden om råvarer og madlavning, som de tager med videre ud i livet.
På et tidspunkt fandt jeg ud af, at jeg har det meget bedre med at undgå alt for meget stivelse i min mad. Når jeg fortæller det til andre, er der mange der svarer, at de har det egentlig på samme måde. Derfor har jeg valgt at dele mine opskrifter her på Avocadoen.
Hvad er mad uden stivelse?
Stivelse findes i korn, dvs. i mel, brød, knækbrød, kiks, pasta, gryn (som fx havregryn) og i kartofler, ris, majs (samt majsmel og cornflakes) og bælgfrugter. Det er de ingredienser, som jeg undgår her på bloggen.
Retter uden stivelse er mad, der smager godt – rigtig godt. Ofte erstatter jeg pasta eller ris med grøntsager. Nødder og æg er også gode erstatninger i det stivelsesfri køkken. Og ofte synes jeg, at der er langt mere smag i alternativer til stivelsesholdig mad.
Det er egentlig ikke noget problem for mig at undgå stivelse. Det svære er, når man bliver inviteret ud eller fx vil deltage i fælles morgenbrød på arbejdet og i alle de andre sociale sammenhænge, der ofte involverer mad. Her har jeg besluttet at gå på kompromis, og jeg spiser altid det, der bliver serveret for mig. At være fælles om at smage og nyde mad sammen med familie, venner og kolleger er vigtigere for mig end at undgå stivelsen.
Men når jeg selv laver maden, så vælger jeg som regel mad uden mel, korn, gryn osv. Jeg har savnet et sted, hvor jeg kunne finde inspiration til mad uden disse ingredienser, så derfor har jeg samlet mine bedste opskrifter på dette site. Forhåbentlig kan det blive lettere for andre at finde opskrifter på mad uden stivelse.
Hvorfor vælge mad uden stivelse?
Der kan være flere grunde til at fravælge stivelse. Megen mad uden stivelse er perfekt på en ketodiæt eller blodsukkervenlig diæt, da man netop ikke spiser almindeligt brød, pasta og ris på keto. Personligt har jeg det meget bedre i maven, når jeg skærer ned på stivelsen. Jeg undgår dog ikke frugt og sukker, som man gør på en ketogen diæt. Der er derfor også mange opskrifter her på bloggen, som ikke er velegnede for folk på keto eller for diabetikere, selv om en del kan bruges på en blodsukkervenlig diæt.
Du finder en oversigt over alle mine opskrifter på mad uden stivelse her.
Hvorfor hedder bloggen Avocadoen?
Jeg elsker avocado – derfor! Det kan du læse mere om på det første indlæg på avocadoen.dk.
Læs om frugten avocado
…og find alle mine opskrifter med avocado.