Poke bowl med laks i airfryer og peanutdressing
Denne laks i airfryer er ualmindeligt lækker. Lakseternene bliver lette og helt møre i airfryeren, hvor de næsten flager fra hinanden. Et kæmpe hit på poke bowls sammen med ris eller blomkålsris, grøntsager og peanutdressing. Det er jo egentlig rå laks, man bruger, men denne laks i tern gør sig ret godt på en pokebowl.
Laksen er marineret i tørre krydderier – en rub. Her blander jeg hvidløgspulver, løgpulver, chilipulver brun farin og frisk ingefær, som laksen vendes i. Jeg har også testet airfryer-laks med en tørmarinade af paprika, røget paprika, hvidløg og løgpulver. Det bliver også superlækkert, men passer nok bedre til andre retter end poke bowl.
Når først du har fjernet skindet og skåret laksen i tern, er den meget hurtigt at tilberede. Du kan sagtens smide den i airfryeren, så snart du har krydret den, men du kan også vælge at lade den trække lidt i kryderiblandingen, inden du bager den. I så fald skal du lade fisken stå i køleskabet, til du er klar til at sætte den i airfryeren. Da laksen er skåret i tern, skal den blot have ca. 8 minutter i airfryer.
Prikken over I’et i en god poke bowl er en lækker dressing. Skal det være hurtigt, kan du bruge en chilimayonnaise, men jeg er selv ret vild med denne dressing af peanutbutter. Jeg ved faktisk ikke, om peanutdressing er en del af det hawaiianske køkken, hvor poke bowlen stammer fra, men jeg synes, det smager ret godt til.
Sådan kan du fjerne skindet fra laksen
Du skal bruge laks uden skind, så enten må du købe et stykke laks, hvor skindet er fjernet, eller selv fjerne skindet fra laksen. Læg fisken med skindsiden nedad på et skærebræt og start med at løsne skindet i haleenden. Som regel kan jeg blot trække skindet af laksefileten. Det løsner sig egentlig ret nemt. Gør det ikke det, må du tage kniven til hjælp. Skær evt. et lille hul i skindet, så du kan holde godt fast i skindet. Sæt kniven mellem skindet og kødet og træk i skindet, mens du holder kniven fast. På den måde får du skilt skindet fra fisken uden at miste noget af kødet.
Når du har fjernet skindet, skal laksen skæres i mindre stykker. Skær fisken i tern på ca. 2x2 cm. Det synes jeg passer fint til poke bowl, hvis man vil spise med spisepinde. Ternene skal ikke være større, end at man kan have dem i en mundfuld.
Poke bowl med laks i airfryer og peanutdressing
Equipment
- Airfryer
Ingredienser
Laks i airfryer
- 1 spsk. brun farin
- 1 tsk. chili +/- alt efter hvor stærk den er
- ½ tsk. hvidløgspulver
- 1 tsk. løgpulver
- ½ tsk. fint salt
- 1 tsk. fintrevet Ingefær
- 1 spsk. neutral olie
Peanutdressing
- 60 g peanutbutter creamy eller crunchy – jeg bruger, hvad jeg har
- 1 spsk. limesaft ca 1/2 lime
- ½ lime (skallen derfra) kan undlades
- 1 tsk. honning
- 1 tsk. fintrevet ingefær kan undlades
- 2 spsk. soya eller tamari
- 2 spsk. olie fx sesam
- 1 spsk chilisovs fx Sriracha eller sød chilisovs alt efter hvad du har, eller hvor stærk du ønsker sovsen.
- 4 spsk. vand – eller mere tilføj evt. mere vand, hvis konsistensen er for tyk.
Tilbehør
- 1 mango eller 1/2 ananas i skiver
- 2 avocado i skiver
- 4 forårsløg i tynde skiver
- 300 g blandet salat fx grøn spidskål, rød spidskål og grønne salatblade
- 1 agurk i tern
- 200 g eddamamebønner optøet
- 4 gulerødder fint snittet i stave eller spiraler
- syltede rødløg
- 4 spsk. sesamfrø
- 300 g blomkålsris (eller 2 dl almindelige ris)
Sådan gør du
Laks i airfryer
- Fjern skindet fra laksen. Skær laksen i tern på ca. 2 cm.
- Bland krydderierne og vend lakseternene deri sammen med olien.
- Læg lakseternene i airfryerenskuffen. De skal ligge i et lag.
- Airfry ved 200 grader i 8 minutter.
Dressing
- Riv ingefær fint.
- Riv limeskal fint.
- Bland alle ingredienserne til dressingen.
- Juster med vand til dressingen har den rette konsistens.
Tilbehør
- Skyl og snit grøntsagerne.
- Kog risen efter anvisning på pakken
- Hæld sesamfrøene i et lille ildfast fad og giv dem 5 minutter ved 160 grader i airfryeren.
- Stil alle skålene med ris og tilbehør på bordet, og lad hver enkelt sammensætte sin poke bow, som de bedst kan lide den.
Tak fordi du kigger forbi her på Avocadoen ❤️. Hvis du kan lide opskriften, må du meget gerne anmelde den nederst på siden ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ .
Du finder også Avocadoen på Facebook, Instagram, Pinterest og YouTube. Har du lyst, kan du tilmelde dig Avocadoens nyhedsbrev 🥑. Jeg sender en mail med opskrifter ca. en gang om måneden.