Shepherds pie med blomkålsmos
![Shepherds pie med blomkålsmos](https://www.avocadoen.dk/wp-content/uploads/2024/03/shepherds_pie_blomkaalsmos.jpg)
Denne shepherds pie med blomkålsmos er lidt utraditionel. Dels fordi shepherds pie normalt laves med kartoffelmos. Og dels fordi der traditionelt bruges lammekød til shepherds pie. Her har jeg brugt svinekød i stedet for, men du kan sådan set vælge, hvad du nu har lyst til af hakket kød, fordi der er så mange gode smagsgivere i retten, så den bliver lækker uanset hvad.
Min mor, som lever sammen med en englænder, og derfor måske lægger mere i rettens engelske navn, synes det var mærkeligt, at jeg havde brugt svinekød i shepherds pie. Navnet betyder da også hyrdens tærte, og hyrder vogter nok ikke grise, men får. Helt så bogstaveligt behøver det nu nok ikke at tages. Retten er en lækker uanset hvad – rigtig comfort food, der er dejligt varmende på en kold dag.
Shepherds pie med blomkålsmos – bedre end originalen
Shepherds pie består af et lag kødsovs i bunden og et lag mos øverst, som gratineres med ost. Kødsovsen laves med løg, selleri og revne gulerødder og krydres med hvidløg, timian, rosmarin, tomatpure, engelsk sovs og rødvin.
Det har virkelig overrasket mig hvor godt blomkålsmos er. Blomkålsmosen har en blød og fyldig smag. Faktisk synes jeg, at smagen er endnu bedre end kartoffelmos, og blomkålsmos ligger slet ikke så tungt i maven. En shepherds pie med blomkålslåg bliver bare endnu bedre end den originale.
Grøntsagerne i retten kan hakkes i foodprocessor, hvis du har en. Jeg kan bedst lide, at det er meget fint hakket (som de fleste børn), men det er jo en smagssag, så kør så længe, du synes. Foodprocessoren er en smart metode til hurtigt at få hakket grøntsagerne til en kødsovs, som også kan bruge fx i en spaghetti bolognese. Har du ikke en foodprocessor, kan du selvfølgelig også sagtens hakke det hele i hånden.
Du finder opskriften på blomkålsmos her.
Shepherds pie med blomkålsmos
Equipment
- Ovnfast fad
- food processor (kan undlades)
Ingredienser
Kødsovs
- 3 gulerødder
- 3 stilke bladselleri
- 1 løg
- 2 fed hvidløg
- 1 lille dåse koncentreret tomatpure 40 g
- 2 spsk. engelsk sovs
- 2 dl rødvin
- 500 g svinekød
- Rosmarin gerne frisk
- Timian gerne frisk
- Olie til stegning
Samling
- 1 portion blomkålsmos
- 150 g cheddar
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 225 grader.
- Rengør gulerødder, bladselleri og løg og skær dem i grove stykker.
- Put grøntsagerne i en foodprocessor og kør, til du synes størrelsen på stykkerne er tilpas.
- Sauter grøntsagerne i lidt olie.
- Imens steges kødet på en pande med lidt olie. Når kødet er brunet, hældes rødvin ved, og der steges videre.
- Mens alkoholen fordamper fra panden, tilsættes hvidløg og tomatpure til gryden med grøntsager (skrab grøntsagerne lidt til side og put lidt olie i gryden, som hvidløg og tomatpure kan svitses i.
- Tilsæt rosmarin, timian og engelsk sovs og hæld også kødet i gryden.
- Lad kødsovsen simre i 15 minutter – gerne længere, hvis du har tid.
- Imens laves blomkålsmosen efter opskriften.
- Smag kødsovsen til med engelsk sovs, salt og peber.
- Læg kødsovsen i bunden af et ildfast fad og dæk med blomkålsmosen.
- Sæt fadet i ovnen og bag i ca. 30 minutter til osten er gylden
Noter
Inspiration til aftensmad
Tak fordi du kigger forbi her på Avocadoen ❤️. Hvis du kan lide opskriften, må du meget gerne anmelde den nederst på siden ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ .
Du finder også Avocadoen på Facebook, Instagram, Pinterest og YouTube. Har du lyst, kan du tilmelde dig Avocadoens nyhedsbrev 🥑. Jeg sender en mail med opskrifter ca. en gang om måneden.
![](https://www.avocadoen.dk/wp-content/uploads/2024/04/shepherds_pie_blomkaalsmos_700x700.jpg)