Syltetøj og marmelade i mikroovn
![Jordbærsyltetøj med ciron og vanilje lavet i airfryer](https://www.avocadoen.dk/wp-content/uploads/2024/04/jordbaersyltetoej_vanilje_citron.jpg)
Det er supernemt at koge marmelade og syltetøj i mikroovn. Og så tager det under 10 minutter.
Jeg bruger ofte mikroovnen til at lave syltetøj, hvis jeg har en lille smule frugt til overs. En lille portion syltetøj eller marmelade skal koge meget kortere tid i mikroovn end i gryde. Hvis du vil lave en større portion, kan det ikke svare sig at bruge mikroovnen.
Hvilke frugter og bær kan koges i mikroovn?
Alle slags frugter og bær, som du ville koge almindeligt syltetøj af, kan koges i mikroovn. Der er få undtagelser, fx citrusfrugter, som skal koge længere tid. Jeg har dog med held lavet limequatsyltetøj i mikroovn, da skallen på limequat ikke er så sej som på andre citrusfrugter.
Ved at koge syltetøjet i mikroovn bevarer man flere af vitaminerne fra frugten, da kogetiden er kort. Frugten bevarer også lidt mere af sin struktur, så konsistensen og smagen af syltetøj lavet i mikrovn bliver virkelig lækker.
Tips til at koge syltetøj og marmelade i mikroovn:
Man skal bruge en skål eller et glas, som tåler kogning, fx et sylteglas eller henkogningsglas. Det er smart at bruge et glas med låg. Så kan man bare kan sætte låg på glasset og putte det i køleskab efter afkøling. På den måde sparer man opvask.
Sæt glasset i mikroovnen og kog ved fuld effekt (min mikroovn er på 900 W) i 2 minutter, til syltetøjet er kommet i kog. Rør rundt efter det første minut. Pas på – glasset bliver meget varmt. Jeg lader det stå i mikroovnen, når jeg rører rundt. Vær meget forsigtig, når du tager glasset ud af mikroovnen.
Nu koges syltetøjet færdigt ved lav effekt, ca 180 W, til det har en passende konsistens. Det tager ca. 5 minutter. Se her, hvordan du bedømmer, om syltetøjet er færdigt. Mikroovne er forskellige, så hold øje med syltetøjet og juster mikroovnens effekt, hvis syltetøjet enten går af kog eller koger for vildt. Rør rundt ca. hver minut i starten til sukkeret er opløst. Fremgangsmåden for solbær, stikkelsbær og ribs er lidt anderledes. Følg opskriften på solbærsyltetøj, hvis du ønsker at koge disse bær til syltetøj.
Opskriften er på 100 g frugt, men man kan godt koge op til 300–400 g frugt. Bruger du mere bær eller frugt, kan det bedre svare sig at koge syltetøjet i en gryde. Hvis du bruger mere frugt, skal sukkermængden også øges, så der altid er mindst halvt så meget sukker som frugt.
I modsætning til, når man koger i gryde, skal kogetiden forlænges, når man koger i mikroovn. Hvis du fx laver en portion med 150 g frugt og 75 g sukker, skal du måske koge 3 minutter ved fuld effekt og 7 minutter ved lav effekt. Her må du prøve dig lidt frem. Syltetøjet skal boble over hele overfladen, før du skruer ned for effekten.
Med disse små portioner, skal man fylde i små syltetøjsglas. Jeg bruger en lille sovseske til at få syltetøjet ned i glassene.
Se alle mine opskrifter på syltetøj og marmelade i mikroovn.
Holdbarhed og opbevaring af syltetøj og marmelade i mikroovn
Da der kun er halvt så meget sukker som frugt eller bær i denne opskrift, skal syltetøjet opbevares i køleskab og spises hurtigt. Det gør dog ikke så meget, da portionen er lille. I køleskab holder syltetøjet sig fint et par uger eller ligefrem måneder, hvis man er omhyggelig med hygiejnen.
Hvis man vil lave langtidsholdbart syltetøj, skal man bruge lige så meget sukker som frugt, når der ikke er tilsat konserveringsmidler. Her kan du læse mere om syltetøj og marmelade uden tilsætningsstoffer, og hvordan man rengør glas til syltetøj.
Syltetøj og marmelade i mikroovn
Equipment
- Glas som kan tåle kogning Gerne med låg
- Mikroovn
Ingredienser
- 100 g frugt eller bær
- 50 g sukker
- En form for krydring fx vanilje, citron, stjerneanis, ingefær, rom, valnødder
Sådan gør du
- Skær frugten i små stykker
- Put først sukker i glasset, som du vil koge syltetøjet i og tilsæt dernæst krydderi og frugt. Undlad at røre. På den måde undgår du, at sukkerkrystallerne klistrer fast til kanten
- Sæt glasset i mikroovnen og kog ved fuld effekt (min mikroovn er på 900 W) i 2 minutter, til syltetøjet er kommet i kog. Rør rundt efter det første minut. Pas på – glasset bliver meget varmt. Jeg lader det stå i mikroovnen, når jeg rører rundt.
- Nu koges syltetøjet færdigt ved lav effekt, ca 180–350 W, til det har en passende konsistens. Det tager ca. 5 minutter. Mikroovne er forskellige, så hold øje med syltetøjet, mens det koger, og rør rundt ca. hver minut i starten til sukkeret er opløst. Juster mikroovnens effekt, hvis syltetøjet enten går af kog eller koger for vildt.
- Fisk evt. krydderi op, og sæt låg på glasset.
Noter
Herunder har jeg samlet alle mine opskrifter på syltetøj og marmelade kogt i mikroovn.
Tak fordi du kigger forbi her på Avocadoen ❤️. Hvis du kan lide opskriften, må du meget gerne anmelde den nederst på siden ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ .
Du finder også Avocadoen på Facebook, Instagram, Pinterest og YouTube. Har du lyst, kan du tilmelde dig Avocadoens nyhedsbrev 🥑. Jeg sender en mail med opskrifter ca. en gang om måneden.
![](https://www.avocadoen.dk/wp-content/uploads/2024/04/jordbaersyltetoej_1000x1500-683x1024.jpg)