Vegetarisk stroganoff med portobellosvampe
![Vegetarisk stroganoff med portobellosvampe](https://www.avocadoen.dk/wp-content/uploads/2023/11/vegetarisk_stroganoff_med_portobellosvampe_1200x800.jpg)
Vegetarisk stroganoff med portobellosvampe er en virkelig lækker gryderet uden kød. Oprindeligt består bøf stroganoff jo af oksekød i strimler, men i denne svampestroganoff er oksekødet erstattet af portobellosvampe.
Portobellosvampe er i virkeligheden kæmpe champignoner. De er så store og faste i konsistensen, at de egner sig rigtig godt som fyld i en gryderet som denne stroganoff. Disse store svampe er kraftige i smagen og leverer fuld umami til retten. Sovsen laver jeg derudover af champignoner, løg, tomatpuré, paprika, lidt chili og så et liiille skvæt fløde. Det giver en dejlig varm, fyldig sovs, som jeg får lyst til, når dagene bliver kortere, og vinterkulden trænger sig på. Stroganoff er rigtig efterårs- og vintermad.
Før i tiden, når jeg lavede stroganoff af oksekød, plejede jeg også at tilsætte bacon, som gav en let røget tone til smagen. I denne vegetarstroganoff har jeg tilsat lidt røget paprika i stedet. Det har helt samme effekt.
Hvad spiser man til vegetarisk stroganoff?
Sådan en gryderet med flødesovs, svampe og masser af umami kan man stort set spise hvad som helst til, og denne vegetarstroganoff er ingen undtagelse. Her på Avocadoen finder du flere forskellige forslag til tilbehør uden stivelse: blomkålsmos, broccoli i airfryer og sellerifritter – hvad enten det er sellerifritter i ovn eller sellerifritter i airfryer. Blomkålsris er også godt til denne stroganoff.
Vegetarisk stroganoff
Ingredienser
- 1 løg (eller 2 små)
- 300 g portobellosvampe (en pakke)
- 400 g champignon (en stor bakke)
- 70 g koncentreret tomatpuré (en lille dåse)
- ¼ l fløde
- 2 tsk. paprika
- ¼ tsk. røget paprika
- ½ tsk. chiliflager
- Salt og peber
- Smør til stegning
- 2 dl. vand
Sådan gør du
- Hak løg og steg dem i en gryde i lidt smør til de er klare.
- Portobellosvampe renses og skæres i aflange stykker. Champignon renses og skæres i kvarte. Svampene brunes i flere omgange ved høj varme på panden i lidt smør indtil væden er kogt væk. Krydr dem med salt og peber, og hæld dem over i gryden.
- Hæld 2 dl vand i panden og lad det hurtigt koge op.
- Imens skubbes svampe og løg ud langs grydens sider. Put lidt smør i det hul, der derved kommer i midten af gryden og vent, til smørret bruser. Tilsæt tomatpuré i den ene side af hullet og paprika og chiliflager i den anden side. Lad svitse lidt, mens du rører. Hæld vandet fra panden over i gryden og tilsæt fløden.
- Lad stroganoffen simre i 5–10 minutter.
- Smag til med salt og peber.
Se nyeste opskrifter på aftensmad uden stivelse
Tak fordi du kigger forbi her på Avocadoen ❤️. Hvis du kan lide opskriften, må du meget gerne anmelde den nederst på siden ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ .
Du finder også Avocadoen på Facebook, Instagram, Pinterest og YouTube. Har du lyst, kan du tilmelde dig Avocadoens nyhedsbrev 🥑. Jeg sender en mail med opskrifter ca. en gang om måneden.
![Vegetarisk stroganoff med portobellosvampe](https://www.avocadoen.dk/wp-content/uploads/2023/11/vegetarisk_stroganoff_med_portobellosvampe_og_sellerifritter_800x1200-683x1024.jpg)